Del Postproducer - hos Danmarks største filmproduktionsselskab?

Postproducer - hos Danmarks største filmproduktionsselskab?

Mangler du udfordringer i din nuværende stilling? Eller er du bare klar til at arbejde med branchens allerdygtigste kolleager?

Du arbejder måske allerede som postproducer men tænder på ideen om nyt job på Danmarks største produktionsselskab? Måske er du digital producer eller digital projektleder med lyst til at prøve kræfter med filmproduktion? Har du den rette indstilling, det rette drive og de relevante kompetencer, så lærer vi dig gerne resten.

Stillingen har base på M2film i Århus og tiltrædelse hurtigst muligt.

Postproducer på M2film betyder, at du har en stor naturlig forståelse for og erfaring med processtyring. Vi søger hele tiden nye måder at løse opgaverne på, så du er ikke bange for nytænkning. Vi har afdelinger i Århus, København og Bangkok og du kommer til at arbejde med dem alle.

Som postproducer er du bindeleddet mellem produceren og produktionen på postarbejdet på vores reklamefilm. Dine væsentligste opgaver er følgende:

Du skal kunne analysere en given opgave (film, grafisk spot el. lign.) og estimere tidsforbrug samt økonomi i samarbejde med produktionen.
Du skal forholde dig til alle de ting, der skal tages stilling til og træffes beslutning om forud for optagelserne for at sikre, at disse er optimeret i forhold til det efterfølgende postarbejde.
Når optagelserne er i hus, skal du briefe og sørge for overlevering til vores klippere, grafikere, compositors og 3D-afdeling på opgaven og sikre en løbende kommunikation og motivation under opgaveløsningen med dit ”team”, produceren og kunden.
Du skal hele tiden have fokus på tid, økonomi og den bedst tænkelige kvalitet, som vi aldrig går på kompromis med.

Vi forventer, at du har følgende kompetencer:

Du har erfaring med 2D og/eller 3D produktion af levende billeder.
Du har erfaring med styring af teknologibaserede workflows.
Du behersker engelsk i skrift og tale. Vi har nemlig mange internationale kollegaer.
Du arbejder hjemmevant på Mac og i Officepakken.
Du er meget struktureret og i stand til at holde mange bolde i luften – rigtig mange!
Du bider dig fast i opgaverne og slipper ikke, før de er i mål.
Du arbejder selvstændigt og målrettet.
Du har ingen problemer med hurtige omstillinger og forandringer. Ikke alle dage arter sig, som man har planlagt.

Som postproducer på M2Film vil du indgå i et team på i alt 3 postproducere. Den ene bliver din chef. Sammen med hende vil du blive involveret i alt postarbejdet på bl.a. en af vores absolut største kunder.

Hvis du vil høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte postproducer Lotte Kronborg på 70214020. Eller send din ansøgning hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig!
Om M2Film

M2 er på rekordtid blevet Danmarks største producent af reklamefilm og levende billeder til alle platforme. Vi har mange faciliteter in-house, hvilket gør os til et hurtigt og fleksibelt produktions-, postproduktions- og 3D-selskab at arbejde med. Levende billeder er hvad vi lever og ånder for, og vi går altid en ekstra mil for vores kunder. M2Film holder til i Aarhus, hvor vi er 45 ildsjæle samlet på toppen af Filmbyen. I København har vi 35 kreative kollegaer i postproduktionsselskabet Duckling&Sonne, og i 2011 startede vi 3D-selskabet ”Picture This Studio” i Thailand, hvor vi er 48 medarbejdere. Kort sagt: We love movies – do you?




Læs mere

Ansøgningstiden er overskredet

Ansøgningstiden for dette job er overskredet. Du kan stadig læse annoncen, men jobbet kan ikke søges længere.

Se alle jobs